Glutenfrit “Rug”-brød ala Mette Marie

Jeg er ikke den store bager – så er det sagt! Jeg synes godt det kan være lidt “stressende” at bage, fordi man som regel skal følge en opskrift fra start til slut, hvis resultatet skal blive godt. Der er ikke plads til at freestyle – og det er egentlig det jeg allerbedst kan lide når jeg er i et køkken.

MEN – i dag (dvs. faktisk i går) besluttede jeg mig for at lave et glutenfrit “rug”brød. Jeg har igennem længere tid fulgt Mette Maries Kitchen på de sociale medier,  og jeg er fuldstændig vild med hendes lille glutenfri bageatelier i Fredensborg, selvom jeg aldrig har været der. Alligevel kan jeg næsten dufte hendes bagværk, og mærke den hyggelige stemning. Iiiihhh hvor ville jeg ønske at det ikke lå så langt væk..

Heldigvis deler Mette Marie også sine opskrifter på hendes blog – så du kan sagtens bage glutenfrie lækkerheder derhjemme. Jeg har tidligere bagt hendes italienske boller, som er super gode. I går besluttede jeg så at give mig i kast med hendes “rug”brød – og selvom ingredienslisten er lang, så har jeg ikke fortrudt det! UUUUHMMM – det bliver en klassiker herhjemme..

1482758_1732385756984713_4820763856263943215_n

Jeg havde ikke alle ingredienserne som fremgår af den oprindelige opskrift, så jeg brugte det jeg havde.. Du kan gøre det samme.

Jeg brugte en lille rugbrødsform, så der blev til 2 små rugbrød.

Det skal du bruge:

7 svesker
4 dl vand
10 g gær
1 spsk honning
4 tsk flagesalt
1/4 dl FiberHUSK
1/2 tsk kardemomme
1/4 tsk koriander
1/2 tsk kanel
1 tsk kakao (uden sukker)
3 dl kogte sorte ris
2 dl boghvedeflager
1 dl hørfrø
1/2 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
1/2 dl olivenolie
1 dl cultura
50 g rismel
250 g fuldkornsmajsmel

Sådan gør du:
Dag 1: 
Kog de sorte ris efter anvisning på pakken.
Sæt sveskerne i blød i 1 dl kogende vand.
Rør imens gæren ud i honning, salt, HUSK, olie og vand. Lad det trække i ca. 10 min.
Blend sveskerne med vandet, og rør i.
Resten af ingredienserne tilsættes, og det hele røres godt sammen.
Hæld dejen i rugbrødsformene, og gør den glat med våde hænder.
Dæk til, og lad det hæve natten over i køleskabet.
Dag 2: 
Bag rugbrødene ved 180 grader i ca. 60 min.
Lad brødene afkøle på en rist.

Jeg er vild med konsistensen og smagen i dette brød. Det er det tætteste jeg er kommet på et “almindeligt” rugbrød. Skorpen er sprød, kernen er lækker og blød. Jeg var lidt “nervøs” for krydderierne, og bange for om de ville overdøve smagen, men det gør de slet ikke. Det var perfekt! PRØV DET !
Selvom jeg ikke er gluten allergiker, så er jeg overbevist om at gluten ikke er godt for nogen. Og hvis man kan undgå det – så vil jeg helst det.

Du finder den oprindelige opskrift her.. 

12063675_1732385753651380_4826017755344087968_n

Skriv et svar